Fastholdelse af erhvervsskoleelever i det danske erhvervsuddannelsessystem

I dag begynder 40% af en ungdomsårgang på en erhvervsuddannelse efter afslutningen af Folkeskolen. Men omkring halvdelen gennemfører ikke den erhvervsuddannelse, som de begynder på, og i Danmark afslutter en større andel (ca. 20-25%)  af en ungdomsårgang slet ikke nogen erhvervsrettet uddannelse overhovedet.

I den globale økonomi er en veluddannet arbejdsstyrke en afgørende forudsætning for at sikre det fremtidige grundlag for det danske velfærdssamfund. I den forbindelse har den danske regering besluttet at i 2015 skal 95% af en årgang gennemføre en ungdomsuddannelse. For de unge selv har det stor betydning for deres senere livsforløb at de lykkes med håndteringen af de muligheder og risici som overgangen fra grundskole til arbejdsmarked indebærer.

Forskningsprojektet "Fastholdelse af erhvervsskoleelever i det danske erhvervsuddannelsessystem" undersøger de påvirkelige faktorer, der kan bidrage til at mindske frafaldet på de erhvervsfaglige uddannelser.

For at etablere en sådan viden er der dannet et konsortium bestående af såvel forskere med stor erfaring med kvantitative forskningsmetoder på uddannelsesområdet som forskere med betydelige kompetencer inden for pædagogisk, didaktisk og institutionel forskning. I undersøgelsesdesignet kombineres således kvantitative og kvalitative metoder i et hidtil uset projektdesign.

Som udgangspunkt gennemføres kvantitative analyser af frafaldet på erhvervsuddannelser, korrigeret for elevernes sociale baggrund, kompetencer fra grundskolen m.v. og uddannelsesretning og andre baggrundskarakteristika, fx lærersammensætning på EUD.

Skoler, der har henholdsvis et lavt, et medium og et højt frafald, udvælges til kvalitative studier af faktorer på skole og individniveau, der kan afdække påviselige forskelle i frafald.

For at undersøge frafaldsrisiko for forskellige typer af elever anvendes PISA-Longitutional som omfatter data fra test, surveys og registre. På baggrund af PISA-Longitutional udvælges en gruppe frafaldstruede EUD elever, der gentagne gange interviewes over en længere tidsperiode med henblik på at identificere faktorer, der har betydning for elevernes frafald eller gennemførelse af en uddannelse.

Ligeledes i den kvalitative del af projektet undersøges skolernes organisering og læringsmiljø med henblik på at afdække omstændigheder, der kan have betydning for fastholdelse og frafald hos eleverne.

Efterfølgende iværksættes et kvasi eksperiment med henblik på at afprøve de hypoteser, som er udviklet gennem undersøgelsen.